Fremtidens vinderbrands skaber meningsfulde bevægelser og fokuserer på social e-handel

Én gang om året afholdes verdens største tech-konference for start-up’s, investorer og netværkshungrende marketing folk: Web Summit, i Lissabon over 3 dage, hvor der normalt deltager over 70.000 fra hele verden. Pga. af Covid-19 var der 42.000 i år og tilmed udsolgt. Web Summit startede i 2009 med kun 400 deltagere i Dublin, og i dag er alle de store betydningsfulde tech-virksomheder – små som store – tech influenter og brands repræsenteret. Jeg har taget 3 overordnede tendenser med hjem, som jeg håber kan inspirere dig, sammen med 3 konkrete anbefalinger.

Af Martin Brems, Strategisk rådgiver og stifter, Brems & Co., 18. november 2021

1) Skab en bevægelse og få et stærkt brand
Jeg startede Dag 1 på Web Summit i selskab med selveste Thierry Henry. En fin fyr, selvom han spillede i Arsenal og engang spurtede fra Søren Colding i 0-3 nederlaget til Frankrig ved fodbold-EM i 2000. Sammen med Puma har de skabt kampagnen “Highlight the Hate”, som handler om, hvordan vi i fælleskab på de sociale medier skal stoppe den massive online mobning der foregår – særlig indenfor racisme. Som Thierry Henry sagde: “Alone I am nobody”. Det handler om at stå sammen. Bevægelser som denne, særligt indenfor områder som diversitet og racisme, vil vi se flere og flere af i fremtiden. Både fra nye og etablerede brands.

”Alone we are nobody. Det handler om at stå sammen” 

Og netop en bevægelse hen imod en mere bæredygtig fremtid, stod vores egen ”nattevagt” Nikolaj Coster-Waldau, som FN Good Will ambassadør, for. Sammen med FN, dig og mig – og Mik Thobo-Carlsen med odenseanske rødder og hans team fra software-platformen Mindpool, vil de skabe en global bevægelse mod FN-landenes statstilskud til oliebranchen, som p.t. er på over 400 mia. $ årligt. Penge, der i stedet for kan bruges på at gøre verden mere bæredygtig og klimavenlig. Tjek https://globalmindpool.org ud, som blev lanceret d. 1. november. Mindpool regner med at få flere millioner af verdensborgere med på platformen. Timingen for lanceringen var i øvrigt ikke tilfældigt, da Glasgow samtidig var vært for FN’s COP26 møde. Det bliver spændende at følge den udvikling, også set med danske øjne.

2) Fortæl om dit formål – men resultaterne kommer først
Startede dag 2 med at høre en cool reklamegut, Alain Sylvain, fra et stort bureau i New York fortælle om, at et stærkt formål ikke længere er nok. Det handler om at skabe “obsession” blandt medarbejderne. Kært barn har efterhånden fået mange navne – men konklusionen var, at nu kan konsulenter ikke længere suge mere saft og kraft ud af det kødben, der hedder ”formål” – der skal et nyt begreb til – som vist kun kommer konsulenterne til gode i sidste ende.

”Det handler om at skabe “obsession” blandt medarbejderne” 

I bund og grund handler det om, at organisationer skal leve og ånde for et fælles formål. Det handler i højere grad om dygtig ledelse, og om at ansætte de rigtige mennesker. Alain Sylvain havde dog mange gode facts med, bl.a. at hvis forbrugeren kan se, at du har et godt formål, så er der 4 gange større sandsynlighed for, at hun vælger dig. 53% har dog ikke tiltro til brands pga. green washing, så det er vigtigt at være oprigtig og transparent i sin kommunikation. Så kære CFO: ”Purpose virker, hvis det er oprigtigt !”.

Dagens mest inspirerende indlæg kom fra Mars’ marketingchef, Jane Wakely. Rollen som marketingchef har rykket sig meget de sidste 10 år. Hendes tre vigtigste prioriteter i dag er 1) I transformationen mod et mere bæredygtigt brand handler det om at “leve” resultatet – med andre ord: have fokus på indtjening først, 2) du skal være i stand til at omsætte de bæredygtige mål til kommunikation og sidst men ikke mindst 3) du skal skabe stærke teams og langvarige relationer med eksterne partnere. Som hun sagde “the world of tomorrow is how we do business today”. Det handler derfor om at gøre noget nu!

Undersøgelser har samtidig vist, at et flertal af forbrugerne gerne vil købe bæredygtige produkter, men blot ikke vil betale merpris for dem. Virksomheder og brands har enten for mange tomme løfter, eller også skal de være bedre til at differentiere sig på bæredygtighed og fortælle de gode historier – og om den forskel de reelt gør.

Så handler det samtidig om for virksomheder at indse, at bæredygtighed ikke er en omkostning men en investering i deres brand – og at det er helt ok at tjene penge på sit produkt – og vise, at man gør. Hvis det ikke løber rundt, så løber det ingen steder. Så kære investorer og CEO’s: ”Det er OK at tjene masser af penge – bare du også lige sørger for at gøre noget godt!”

”Et flertal af forbrugerne vil gerne købe bæredygtige produkter, men blot ikke vil betale merpris for dem”
 

3) Fremtidens e-handel er social
Sidste dag i Lissabon sluttede med et brag. Startede dagen med et indlæg om Web 3.0, som er næste generation af internettet, som vi kender det. Vi ser allerede tegn på det nu med blockchain teknologier, hvor Bitcoin startede den bølge. Hvor Web 2.0 handlede om, hvordan spillere som Facebook, Google, Amazon m.fl. kunne bygge forretninger op på brugernes data og adfærd, så handler Web 3.0 om at give brugerne suveræniteten og ejerskabet tilbage. Vi ser det nu konkret hos Apple’s produkter, som skærmer al sporing og øger beskyttelsen af brugerne. Det handler om at eje sin egen data og decentralisere. 

Som den fremtrædende forretnings- og reklamemand, Sir Martin Sorrell udtalte: ”I 2023 dør de virksomheder, som endnu ikke er kommet i gang med en digital transformation af deres forretning”. Det handler om at sætte digitalt før alt andet”. Sir Martin Sorrell har i mange år øvrigt stået i spidsen for verdens største reklamebureau-kæde WPP og er i dag en af de højst betalte rådgivere i UK – i daglig tale en vaskeægte guru.

 

”I 2023 dør de virksomheder, som endnu ikke er kommet i gang med en digital transformation af deres forretning”
 

Apropos digitalt, så afholder Web Summit hvert år deres Start Up pitch konkurrence, hvor tre lovende start ups pitcher på den store scene med mulighed for at blive kåret som Årets Start Up. Runner up blev “LiSA”, som hjælper e-handlere med at skabe en LIVE social platform til direkte forbrugerinteraktion med chat, video, produktvisninger og direkte køb – også kaldet for “Social Entertainment Commerce”. De hjælper brands med at styrke deres eget indhold på deres webshop-platform. Forbrugerne efterspørger nemlig tre elementer, når de handler online: 1) Social interaktion, 2) Autentisk underholdning og 3) Produktvisninger og -introer. I følge LiSA, så vil markedet udgøre 10% af al e-handel i 2024 i Europa og USA – og forventes at udgøre 25 mia. $ i 2024 i USA alene.

Årsagen skal findes i Web 3.0, som tidligere nævnt, hvor det bliver sværere og sværere at komme ud til forbrugeren med bl.a. manglende cookies og sporing af IP-adresser. For at få succes med e-handel skal brands i højere grad selv skabe trafik og attraktivt indhold på egne platforme. Og så huske på, at: “People are not looking for perfect – they are looking for true”. Skab en autentisk og underholdende e-handelsplatform, og du er godt på vej!

Konkrete anbefalinger
Indlæggene på Web Summit var særdeles inspirerende og tankevækkende, men hvad kan du konkret bruge det til som virksomhed, og hvordan kommer du selv i gang med at skabe et vinderbrand med en meningsfuld bevægelse og en social succesfuld e-handel? Her er mine tre bud:

1) Start med at skabe en bevægelse
Tænk over, hvordan du kan skabe en meningsfyldt bevægelse med dit brand med udgangspunkt i din egen forretning, produkter og services og med udgangspunktet i jeres formål og bæredygtige mål for din virksomhed.

2) Fokusér på dit CO2 aftryk før du kommunikerer
Der er alt for meget snak og for lidt action. Gå forrest med dine ambitioner for at nedsætte dit CO2 aftryk og fortæl verden om det. Ikke omvendt. Show it – don’t tell it. Vær konkret og målbar.

3) Tænk digitalt først – og socialt
Du skal sætte digitalt før alt andet. Og du skal eje dine kundedata selv. E—handel rykker på alle leder og kanter – og i alle brancher. Hvis du tillige kan skabe en autentisk og underholdende e-handelsplatform med dit/dine brands i centrum, så er du rigtig godt på vej!

Sådan skaber du dit eget vinderbrand
Er du blevet mere inspireret til at gå i gang med at udvikle dit brand til fremtiden, så er du velkommen til at downloade mit udviklingsværktøj ”Strategitrappen® – 12 trin til vækst” på www.brems.dk/strategi-trappen. Den er baseret på erfaring med over 100+ brands de sidste 7 år. God arbejdslyst!

Om Martin Brems, Brems & Co.
Brems & Co. hjælper virksomheder og brands med at nytænke deres strategi, forretningsmodel og Go To Market strategi. Virksomheden har på baggrund af over 100+ kundeprojekter de sidste 7 år udviklet sin egen Strategitrappe® med 12 trin, der har til formål at udvikle stærke brands, der gør en forskel i verden.

Brems & Co. er stiftet af Martin Brems, bl.a. tidligere marketingchef hos Netcompany, kundeansvarlig og strategisk planner på bureau i både Odense og København og hos LEGO som en del af ledelsen i LEGO’s Future Lab. 

Martin Brems
Tlf: +45 60 25 75 72.
Mail: mb@brems.dk