Stå sammen og skab værdifulde relationer

Corona-krisen har medført mange tab for mennesker i hele verden. Adskillige virksomheder har kæmpe dyk i deres omsætning og flere kan ende med at gå konkurs. For at undgå denne situation har mange brugt tiden til at tænke muligheder frem for udfordringer, og af den årsag er fantastiske fællesskaber opstået på kryds og tværs af virksomheder landet over.

Af Christine Seligmann, Juniorkonsulent, Brems & Co., 31. marts 2020

Danmark er lukket ned, og corona-virussen er ovre os. Nogle er hjemsendte, andre er syge eller karantæneramte, mens vi har en sundhedssektor og en stat, der arbejder på højtryk for at få Danmark igennem krisen. Personligt har jeg mere tid end nogensinde før. Alle arrangementer er aflyst, fitnesscenteret, restauranter, barer og skoler er lukket, og min normalt ellers travle og begivenhedsrige hverdag er vendt på hovedet. Hvad der ellers så ud til at blive en tid med både specialeskrivning, massevis af arbejde og et hav af sociale arrangementer, har vist sig at blive det stikmodsatte, og ordet tid har fået en helt ny betydning.

For selvom Corona-virussen både truer menneskeliv, virksomheder og brands har den også givet os tid til at tænke. Tid til at tænke nye måder at være sammen på #sammenhverforsig, tid til at tænke nye måder at drive virksomhed på og tid til at tænke nye måder, hvorpå man kan styrke ens brand. Krisen har givet os tid til at tænke over, hvordan vi som virksomhed kan overleve og komme helskindet ud på den anden side.

Alle har det samme mål – at overleve Corona-krisen. Kriser kan få både det værste og bedste frem i os mennesker, men i Danmark har det, efter min mening, vist sig fra den positive side. Den har givet os tid til at nytænke den måde vi samarbejder på, og i alle brancher har et helt unikt fællesskab vist sig at blomstre. Virksomheder hjælper hinanden på kryds og tværs og står sammen i kampen for at overleve.

”We believe that the power of friendliness can spread faster than the power of Corona”.

Sådan skriver it-firmaet Umbraco, der tror på, at man ved at hjælpe hinanden kan komme lettere igennem krisen. Selv har de købt et antal annoncer i bl.a. ’Avisen Danmark’ med overskriften ”Sharing is Caring”, da de ønsker at støtte den danske frie presse, der kæmper med kraftige nedsættelser i annonceindtægter.

Umbraco er langt fra den eneste, der deler ud af deres omsorg, og deres tro på, at friendliness spredes hurtigere end the power of Corona, kan siges at være en optimistisk tankegang, men fælleskabet og venligheden spredes. Og det går hurtigt. Ekstraordinære og inspirerende initiativer er sat i værk landet over, og det er imponerende, hvordan lokale som globale virksomheder støtter hinanden og finder måder, hvorpå de kan komme igennem krisen – sammen.

Et destilleri i Nyborg bliver omstillet til at producere sprit til desinfektion, hvor forskellige bryggerier såsom Ørbæk Bryggeri og Carlsberg leverer råvarerene, og Odense-virksomheden Envases donerede for nyligt 1000 liter håndsprit til OUH. Madbloggerne Gastromand & Madsvin er i samarbejde med Royal Beer gået sammen om at hjælpe restaurationsbranchen med deres landsdækkende initiativ ’Spis ude hjemme’, og imens Michelin-restauranten Alchemist er lukket, har chefkokken Rasmus Munk, i samarbejde med Lars Serier, startet projektet ’JunkFood’, der leverer nærende mad til hjemløse i København. Non-profit virksomheden CoronaTech opfordrer folk til at komme med konkrete løsninger til COVID-19 situationen, mens Odense Kommune har lanceret ’Sammen om Odense’ – et tiltag der genskaber byens handelsliv online, og som rummer både restauranter, kulturinstitutioner og lokale servicevirksomheder.

Der findes adskillige eksempler på, hvordan vi mennesker har gjort vores bedste for at hjælpe hinanden landet over, og både marketingbureauer, konsulenthuse og tech-virksomheder tilbyder deres hjælp og rådgivning for at holde hjulene i gang. Et sted hvor vidensdelingen er samlet, er i ’Coronaramt Netværksgruppe’ som Gitte Grønning, ejer og direktør i ’Perfectshine.dk’ og konsulentvirksomheden ’Grønning &Co.’, stiftede på Facebook, da krisen ramte den danske grænse. Hun har de sidste par år haft et ønske om at stifte et utraditionelt netværk på en digital platform, hvor folk kunne mødes, sparre og dele deres viden med hinanden. COVID-19 situationen har for mange medført store konsekvenser, men for Gitte har det været en øjenåbner og et ”wake up call” til at komme i gang med hendes drøm:

”Det kan godt være, at verden står stille nu, men så må vi tænke ud af boksen. Vi kan ikke bare gå og vente på hjælpepakken”.

På bare få uger har netværket fået over 350 medlemmer, og som Gitter siger: ”Der er gået virus i den – på den positive måde”. Det er netop det positive, der er grundfundamentet for gruppen. Netværksgruppen syder af gode historier, positiv karma og vidensdeling på højt niveau, og det er medlemmerne selv, der står for vokseværket, som Gitte selv udtrykker: ”Alt vi er lykkedes med, er jo ikke mig. Det er alle andre i gruppen”. Gitte tror på, at hvis man giver noget af sig selv rent menneskeligt, så kommer det tifoldigt tilbage. Relationerne i gruppen er allerede begyndt at gro, og netværket skal fremadrettet bruges således, at medlemmerne ved, hvem de skal kontakte, når de har brug for sparring, læring og inspiration.

Fællesskaberne, der er blomstret, kan være medvirkende til at virksomheder, store som små, kan mere end bare at overleve Corona-krisen. For kommer du godt igennem krisen, kan du komme stærkere ud på den anden side.

Gode råd til at komme igennem krisen

1. Invester i ’værdifulde relationer’
Stil din hjælp til rådighed og giv noget af dig selv. Det du giver, skal nok komme tilbage.

2. Fokuser på muligheder i stedet for udfordringer
Brug tiden på at se på hvilke muligheder du har for at styrke din virksomhed og dit brand. Måske et samarbejde med en anden virksomhed eller udviklingen af et nyt produkt kunne være løsningen?

3. Hold dig tæt på dine kunder
Kom ud, kom online. Virksomheder bør investere i deres online distributionskanaler, så de stadig kan levere deres løsninger, service og produkter til deres kunder.

Interesseret i initiativerne og fællesskaberne? Læs mere her:

Har du spørgsmål, kommentarer o.l. til klummen, kan du henvende dig til

Christine Seligmann

Tlf: +4530534642
Mail: [email protected]

uncode-placeholder